Århus springer ud som højtlæsningens højborg. 

På torsdag skal jeg læse højt. Det er der selvfølgelig ikke noget særligt i, hvis det ikke lige var fordi, at jeg skal læse højt for forbipasserende i Mølleparken midt i Århus’ centrum!

Tordag d. 19. april er dagen, hvor “Aarhus læser højt” for første gang. Dagen er dedikeret oplæsning, og allerhelst skal ingen kunne bevæge sig rundt i byen uden at møde et digt eller et stykke flyvende prosa. I bybusserne og supermarkeder, på caféer, bibliotekter, gader og stræder vil frivillige dele glæden ved oplæsning.

For mig er det at få læst højt indbegrebet af timevis af barndomslykke. Men hvorfor læser vi kun højt for vores børn? At få en bog læst højt giver læseoplevelsen et ekstra spark. Og de fleste elsker god højtlæsning! Tænk bare på boomet inden for lydbøger…

Højtlæsning skaber nærhed og levnedgør det skrevne ord. Så tag at læs højt for hinanden. Eller bevæg dig rundt i Århus på torsdag. Du støder helt sikkert ind i en god historie.

Følg dagen på facebook: www.facebook.com/aarhuslaeserhoejt

Berlin sprudler som Europas nye eksperimentarium for gadekunst. For dem, der er villige til at se efter, er stræder, vægge og baggårde en eksplosion af farver og fortællinger. 

Når dagslyset viger for gadebelysningen. Når arbejdsdagen bliver til familiehygge. Når vejenes travlhed erstattes af pletvis færdsel. Der kommer de frem – Berlins street artists.

De flygter fra loven, fra småborgerligheden og det konforme. Og de bruger byens rum som udstillingsvindue for deres kunst og meninger.

El Bocho er en af byens mange anonyme gadekunstnere. Om dagen er han illustrator ved en stor avis, men om natten sætter han sit præg på byens mure.

”Kicket består ikke i, at det er ulovligt, men i den frihed, man har. Mens alle andre sover, går man rundt og forandrer omgivelserne. Man forandrer selve følelsen af byen,” siger El Bocho til arte-tv.

Hærværk eller gadekunst?

Jeg var i Berlin to gange i løbet af efteråret, og byens street art er ikke til at komme udenom.

Der er en stor koncentration af street art i det tidligere Østberlin. Men også den vestberlinske bydel Kreuzberg er berømt for sine bemalede gader. Områderne, hvor street art blomstrer og dominerer, kan ikke strengt inddeles efter murens skygge. Nu er det livsstil, beboersammensætning og politisk tilhørsforhold, der afgør en bydels udtryk.

Ligesom i Danmark er graffiti, street art og opklæbning af plakater og billeder forbudt, og som besøgende er det frygteligt svært at afgøre, om de bemalede vægge er et udendørs galleri eller ren vandalisme. Det er jo trods alt ikke mig, der skal bo i de tilmalede gader.

Jeg tillod mig turristens privilegium og sugede til mig af opråb, tags, bizarre billeder og politiske slogans. Og efter nogle dage tog jeg hjem til min egen regnskurrede virkelighed.

Hjerter, stjerner og uddrag af anmeldelser. Vi er vant til at blive mødt af andres meninger, når vi samler en bog op for første gang. Men hvad gør lovprisningerne ved vores opfattelse af litteraturen?

Vi bliver tiltrukket af bøger, der er dekoreret med lovord. Fra forlagenes side er budskabet klart: køb denne bog!

En stjerneparade eller en knivskarp kommentar på bogens forside fanger læserens opmærksomhed. Og hvis den positive omtale endda stammer fra en markant kulturpersonlighed, er blikfanget komplet.

Pointer serveret på et sølvfad

Vi tænker i mindre grad over, at foromtalerne og rosen også er med til at farve vores indgang til teksten. Når vi læser, at ”forfatteren minder om den og den”, så ligger det i baghovedet af os, når vi slår op på første side.

På nogle omslag er der tale om en hel stjerneparade

Eller når en anmelder nonchalant uddrager bogens vigtigste pointe, så er det den, vi leder efter, når vi pløjer os gennem kapitlerne. Uddrag af anmeldelser på bogomslagene får os altså ikke blot til at standse op eller købe bogen. De bidrager til, at vi ubevidst læser med ført hånd.

Amerikanske ordbøvser til Danmark

I USA og England er forlagene i mange år gået et skridt videre, når det kommer til at finde vejen til læserens hjerte og indkøbskurv. Her dekorerer de såkaldte ”blurbs” stort set alle førsteudgivelser.

Ordet blurb lyder næste som en snublende ordbøvs, og blurbs er da også først og fremmest en lidt pinlig gang tom luft. Inden udgivelsen kontakter forlaget andre forfattere, kritikere og kulturpersoner, der skriver et par overstrømmende linjer specielt til lejligheden.

Blurbs kan ved første øjekast minde om den danske brug af anmeldelser, men de er dybest set en forudbestilt reklame for bogen. De er den ultimative værdiløse værdidom.

Myten om den jomfruelige tekst

Det er naivt at tro, at vi ikke bliver påvirket, inden vi åbner en bog for første gang. Fra forlagenes side er målet at sælge så mange eksemplarer som muligt, og det er oplagt at benytte anmeldelser og blurbs som ambassadører for værket.

Det kan også være i læserens interesse at få kvalitetsstemplet en bog, inden Dankortet hives op af lommen. De rosende ord på omslagene giver os måske endda appetit på lidt mere litteratur.

Men når der går inflation i stjerner og klapsalver udvander ordene sig selv. Man kan ikke forestille sig et uddrag af en negativ anmeldelse eller en mavesur blurb på et bogomslag. Det evindelige rygklapperi ender med at blive utroværdigt og undergraver superlativernes egentlige værdi.

”This book does not need a blurb”

Derfor er det også befriende, når forlag og forfattere en sjælden gang kaster et selvironisk blik på branchen. Som da man på bagsiden af den amerikanske forfatter Dave Eggers’ debutroman kunne læse den noget atypiske blurb:

”This is a blurb. It conveys no information about the book whatsoever […] if you’re looking for a reason to buy and read this book, you’re better off relying on the advice of other readers whose taste you share, or what minimal sense of the writing herein you can glean by standing here and skimming through the pages.”

Blurb’en er skrevet af forfatterkollegaen Jim Lewis og er en snu og gavtyvagtig leg med genren. Den er humoristisk og tvetydig. Og så er den en fandens god reklame for Dave Eggers roman.

Jeg føler mig gammeldags. Jeg er 25 år og studerer medievidenskab. Og jeg er faldet af online-vognen.

Det lyder som en bekendelse til et anonymt møde og på en måde, føler jeg mig også lidt skyldig. Skyldig i ikke at have en smartphone. Skyldig i ikke at have mobilen med i skoven. Skyldig i at fravælge elektronik på rejser. Skyldig i at elske at hive stikket ud.

Stik mig en skål ris og en internetopkobling

Det gik for alvor op for mig, at den var helt galt med mit forhold til at være online, da jeg i sommer var to måneder i Kina.

For mig er rejser den ultimative undtagelsestilstand. Jeg rejser gerne langt væk og allerhelst i længere tid af gangen. Siden jeg som 20-årig backpackede i fem måneder har mine rejser haft én ting tilfælles. Jeg lader mobilen ligge hjemme i skuffen. Og jeg kunne ikke drømme om at stikke en bærbar i rygsækken.

Er jeg bare gammeldags, når jeg vælger at være offline?

Der ligger ikke nogen gennemtænkt ideologisk tanke bag mit offline valg, når jeg rejser. For mig har det altid virket som det oplagte at gøre. Det er en stor del af rejseoplevelsen for mig, at jeg ikke er tilgængelig.

Selvfølgelig skriver jeg masser af e-mails hjem til min (ængstelige) mor, vedhæfter et par pralende billeder til resten af familien, og finder en mønttelefon, hvis en derhjemme har fødselsdag. Og jeg værdsætter virkelig den nye post i min indbakke og en velkendt stemme i røret.

Men i Kina fandt jeg ud af, at for langt de fleste rejsende er det ikke det oplagte valg at klippe den elektroniske navlesnor. I landet, hvor 10 % af alle internetsider er blokerede, var det lige så let at finde wi-fi som nudelsuppe. Både kinesere og andre rejsende var målløse, når jeg igen og igen bekendtgjorde: ”I’m sorry but I don’t have a mobile phone with me.”

Og jo, vi kunne godt have brugt en fiks lille bærbar, når vi endnu engang skulle vade rundt efter en internetcafé. Som åbenbart er ved at uddø…

Tilbage til fremtiden

Hvorfor er det så vigtigt for mig at være offline, når det helt åbenlyst ville være lettere at koble sig på? Det er et spørgsmål om at skelne mellem tilstande. Når vi altid er online, er vi mindre sårbare. Mobilen eller computeren er en livline, der holder os fast til det kendte. Og det virker godt og sikkert og trygt, men der er ikke meget eventyr over det.

Vores fritid er gennemsyret af elektronik, opkobling og online tilstedeværelse. Vi putter en chip i løbeskoen, så vennerne kan følge med på nettet. Vi stopper en gps i lommen og tager på orienteringstur i skoven. Vi lægger os på stranden med iPad’en tændt. Selv når vi fysik skifter tilstand – vi tager ud i naturen, vi rejser til et andet land – er vores online-adfærd uændret.

Det bliver anset som naturligt, at afstande og tilstande ikke skal skille os, når nu teknologien findes. Som seniorforsker Anders Bjerre fra Institut for Fremtidsforskning i oktober fortalte til Ekstra Bladet:

“Tidligere var det kun topledelser, der altid var tilgængelige. I dag tager de fleste mennesker deres smartphone med på ferie og er altid til at forstyrre.”

Samtidig forudsiger Anders Bjerre, at smertegrænsen for vores online-adfærd er ved at være nået.

“Der er jo en grænse for, hvor store lommer og tasker, vi har! Grundlæggende er der nok også en grænse for, hvor meget vi kan følge med i, og den grænse nærmer vi os. Jeg tror, at det fremover vil blive mere og mere legalt og accepteret at være offline en gang imellem.”

Så hvis man tror på fremtidsforskeren, kan det være, at jeg i virkeligheden er hypermoderne. Og bare lidt forud for min tid.